Wass & co. taber for tredje kamp i træk

Skrevet af admin

09/01/2014

Dagens topnyheder

Danske Daniel Wass spillede hele kampen for Evian, da klubben onsdag aften tabte med 0-1 ude mod Saint-Etienne i den franske Ligue 1.

Det var danskerklubbens tredje nederlag i træk.

Hjemmeholdets Romain Hamouma blev kampens eneste målscorer, da han efter 22 minutters spil passerede Evian-målmand Bertrand Laquait, der havde henvist danske Jesper Hansen til bænken.

Saint-Etienne, der tidligere på sæsonen blev sendt ud af Europa League efter to nederlag til Esbjerg, bringer sig med sejren op på fjerdepladsen i den bedste franske række.

Evian holder sig stadig på ligaens 16.-plads, og danskerklubben har seks point ned til nedrykningsstregen.

Klubben, der har hjemme i byen Gaillard i det østlige Frankrig, har i de senere år haft en forkærlighed for danske spillere.

Ud over Daniel Wass og Jesper Hasen har Christian Poulsen, Stephan Andersen og Thomas Kahlenberg været på kontrakt i klubben.

/ritzau/