Wass tabte pokalfinale på sent mål

Cheick Diabaté åbnede scoringen seks minutter før pausen for Bordeaux, hvor angriberen fra Mali udnyttede, at Evians off-side fælde kiksede.

Kort ind i anden halvleg kunne det være blevet 2-0 til Bordeaux, men Cheick Diabaté brændte straffespark efter et tøvende tilløb.

Kort efter lagde Daniel Wass i stedet op til udligning, da danskeren modtog bolden på venstre fløj, tog bolden ned med brystet og lagde den ind til Yannick Sagbo, der let kunne score.

Men der varede kun tre minutter, førend Bordeaux igen var foran. Denne gang var det Henri Saivet, som kunne score fra kort afstand efter en frisparks-kombination.

20 minutter før tid sejlede Bordeaux-forsvaret imidlertid slemt, og det udnyttede ivorianeren Brice Dja DjeDjé til atter at bringe balance i regnskabet - 2-2. 

Det lignede derfor forlænget spilletid, men kort før tid gik det galt for Evian, da de ikke fik sparket bolden ordentligt væk. Cheick Diabaté fik sekundet efter fat i fremlægningen, og Evians målmand, Bertrand Laquait, valgte at blive stående på stregen i stedet for at forsøge at gå frem for at erobre bolden eller i det mindste gøre vinklen mindre for Bordeaux-angriberen, som derfor ret let kunne afgøre kampen.

Det var fjerde gang, at Girondins de Bordeaux - som klubben rettelig hedder - vandt den franske pokalturnering. Men det var første gang siden 1987. Med sejren fik klubben reddet en sæson, der ikke var alt for god. Sejren betyder, at klubben til næste sæson skal spille Europa League.

Omvendt var det første gang, Evian Thonon Gaillard var i pokalfinalen, og det blev altså til nederlag.

Daniel Wass og co. må trøste sig med, at klubben i denne sæson fik reddet sig fra en truende nedrykning.

Dagens Gossip

Dagens TV