Waterfront-sagen koster DSB-direktør jobbet

Undersøgelsen kunne ikke bekræfte, at der var en skriftlig aftale mellem DSB og Waterfront. I stedet fortalte kammeradvokat Karsten Hagel Sørensen under sin fremlæggelse af advokatfirmaet Bruun og Hjejles undersøgelse, at der var en »mundtlig forståelse« mellem DSB og Waterfront. Blandt andet var »formålet snarere at gøre Lars Abild genstand for en sjælelig massage«, der skulle få ham til at skrive pænere om DSB, fortalte kammeradvokaten.

Et andet punkt i undersøgelsen drejede sig om, hvorvidt DSB direkte havde betalt Waterfront for at hyre Lars Abild. Her fandt undersøgelsen, at det »anses for sandsynligt, at DSB har betalt for Lars Abilds løn«, og på den baggrund skønnes det, at det er »i strid med saglig forvaltning«, siger kammeradvokaten.

Som følge af skandalen står DSBs tidligere administrerende direktør Søren Eriksen ikke til at miste sin fratrædelsesgodtgørelse, eftersom det er en stor juridisk udfordring at gøre efterfølgende. Den suspenderede underdirektør Peder Nedergaard kan godt begynde at kigge sig om efter et nyt job.

»En opsigelse er en option, der vil være saglig begrundet«, siger kammeradvokaten, der dog ikke mener, at en decideret bortvisning er på sin plads, og dermed får Peder Nedergaard Nielsen sin fratrædelsesbonus. Underdirektørens chef, DSB-direktør Jesper Lok kvitterede senere på mødet med at opsige Peder Nedergaard Nielsen på direkte TV. Jesper Lok er selv - med kammeradvokatens ord - »uden skyld i Waterfrontsagen«.

Undersøgelsen af DSB og Waterfront blev sat i værk af Folketingets transportudvalg efter at det mistænkelige forhold kom frem i midten af januar i TV-programmet 21Søndag på DR1. Udsendelsen afslørede en række mails mellem det statsejede DSB og Waterfront, der i detaljer beskrev, hvordan DSBs underdirektør Peder Nedergaard Nielsen tilsyneladende havde fået Waterfronts direktør Lars Poulsen til at udarbejde profiler af en række af Folketingets politikere, der kunne have DSBs interesse.

Desuden skrev Lars Poulsen, at Waterfront havde sørget for, at freelancejournalisten Lars Abild blev beskæftiget med opgaver, sådan at han ikke havde tid til at skrive kritiske artikler om DSB.

»Lars Abild er blevet skidt behandlet. Hans ønske om aktindsigt er efter alle kunstens regler blevet omgået. Derfor er det på sin plads, at DSB giver ham en undskyldning«, siger kammeradvokaten under fremlæggelsen.

Dagens Gossip