Wawrinka: Forventede ikke at nå en grand slam-finale

Skrevet af admin

23/01/2014

Dagens topnyheder

Da Stanislas Wawrinka nåede semifinalen ved US Open 2013, var det første gang, han nåede så langt i en grand slam-turnering.

Ved Australian Open gentog han bedriften, og denne gang tog han den skridtet videre og spillede sig i finalen med sejren over Tomas Berdych på 6-3, 6-7, 7-6, 7-6 i semifinalen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er målløs. Det er fantastisk. Jeg er så glad for at nå min første grand slam-finale. Vi har arbejdet på, at jeg skulle vinde kampe, men jeg havde ikke forventet at nå en grand slam-finale. I aften skete det, siger Wawrinka ifølge DPA.

Schweizeren har nået nye spillemæssige højder, efter han fik svenske Magnus Norman som træner, og han hyldede ham samt den schweiziske Davis Cup-kaptajn Severin Lüthi, der hjælper både ham og Roger Federer.

- Både Magnus og Severin skubber mig i den rigtige retning og får mig til at fighte og forsøge i alle point. Derfor vandt jeg i aften.

- Jeg spillede virkelig aggressivt, hvilket er vigtigt mod Berdych, så hurtigt som muligt i duellerne, siger Wawrinka.

Finalen kan endda blive et anliggende mod landsmanden Roger Federer.

- En rent schweizisk finale ville være fantastisk. Roger er den bedste spiller nogensinde. Jeg ville selv se den kamp med popcorn. Nu har jeg to dage til at nyde denne sejr og blive klar til finalen.

I fredagens semifinale skal Roger Federer møde Rafael Nadal.

/ritzau/