Wawrinka server sig sikkert videre i Australian Open

Skrevet af admin

23/01/2016

Mest læste i dag

Schweizeren Stanislas Wawrinka er fortsat med i jagten på endnu en triumf i grand slam-turneringen Australian Open, som han vandt i 2014.

I årets udgave spillede Wawrinka sig lørdag videre til fjerde runde, hvilket svarer til ottendedelsfinalen, da han i tre sæt slog den useedede tjekke Lukas Rosol med 6-2, 6-3, 7-6.

Det var Wawrinkas sejr nummer 400 på herrernes ATP-tour.

Det var blandt andet mange vellykkede server, der sørgede for, at det var schweizeren, som gik videre i Melbourne. Med hele 18 serveesser mod Lukas Rosols to esser illustrerede Wawrinka en del af forskellen på de to spillere.

I fjerde runde får Wawrinka fornøjelsen af canadieren Milos Raonic, der i tre sæt slog serberen Viktor Troicki.

Med fire sejre i fire indbyrdes opgør må Wawrinka atter påtage sig favoritværdigheden.

/ritzau/