Wayne Rooney: Specielt at vinde første FA Cup

Skrevet af admin

22/05/2016

Dagens topnyheder

Efter to tabte finaler lykkedes det lørdag aften for angriberen Wayne Rooney at vinde verdens ældste pokalturnering i fodbold, FA Cuppen, da han sammen med Manchester United slog Crystal Palace 2-1 efter forlænget spilletid.

United-anføreren medgiver, at sejren på Wembley er speciel for ham.

- Jeg er meget glad. Det er et specielt øjeblik.

- Det er en turnering, som jeg elskede at se, da jeg voksede op. Jeg har været i to finaler (2005 og 2007, red.), som jeg har tabt, så jeg vil helt sikkert nyde aftenen.

- Man kan også bare se på fansenes reaktion. Det løfter en klub at vinde trofæer. De har haft to hårde år, så jeg håber også, at de fejrer det i aften, siger Wayne Rooney.

Han kunne se sin holdkammerat Jesse Lingard blive matchvinder efter 110 minutter med målet til 2-1. Det var et drømmetræf fra Lingard, som kanonerede bolden ind i målhjørnet. Selv mener matchvinderen, at han blot gjorde sin pligt som indskifter.

- Jeg så bolden komme på tværs, og den landede perfekt foran mig, så jeg skulle bare ramme den godt og lidt heldigt, og det klarede jeg. Som indskifter skal man altid være klar, og det var jeg heldigvis, siger Lingard.

Han får også ros for målet af manager Louis van Gaal, som hjemførte storklubbens første trofæ siden 2013.

- Det var et supermål på et tidspunkt, hvor vi havde brug for det, siger hollænderen.

Fem minutter inden sejrsmålet var Manchester United blevet reduceret til ti mand på grund af en udvisning til Chris Smalling.

/ritzau/