Web-tv: Kærestepar set 15 millioner gange på Youtube

Kæresteparret Samrita fra Aalborg og Robin fra Assens er blevet ret populære på internettet.

De har nemlig oprettet en Youtube-kanal, hvor de uploader videoer, hvor de spiller Minecraft. Deres videoer bliver hver måned set af omkring en million brugere, skriver lokalavisen.dk.

Indtil videre har parret lagt 318 videoer ud og det har trukket cirka 15 millioner visninger. Desuden har Samrita og Robin 45.000 følgere.

Parret fik ideen for halvandet år siden og troede ikke på ideen:

- Det er helt utroligt, og det havde vi aldrig drømt om, men vi tror, det har noget at gøre med, at vi er ret åbne i vores videoer og taler om alt, hvad der falder os ind. Hvis vi for eksempel hader vores dansklærer, så siger vi det bare direkte. Og så er det nok også en god kontrast, at det er en pige og en dreng, der spiller sammen, siger Robin og Samrita.

Selv om Samrita og Robin bor flere hundrede kilometer fra hinanden, er det ingen hindring for at lave videoer til Youtube. Optagelserne foregår nemlig via Skype og en fælles spille-server.

Samrita går til dagligt i 2. G på HTX og Robin er i gang med sit andet år på universitetet. Men det som begyndte som en hobby er efterhånden blevet så omfattende, at det er vokset Robin og Samrita over hovedet. Hver dag strømmer der nemlig kommentarer og beskeder ind til de to fra seerne.

Dagens Gossip