Web-tv: LG G Flex – se testen af den fleksible mobil

Skrevet af Mere mobil

19/02/2014

Dagens topnyheder

LG G Flex er verdens første fleksible smartphone, men det er kun begyndelsen. Ifølge LG skal vi regne med, at fremtiden også vil byde på både bøjelige og foldbare telefoner.

G Flex har en 6-tommer skærm, der buer en lille smule, og altså samtidigt kan flekse en lille smule. Det er fantastisk innovation, men i dagligdagen er den største gevinst nok, at skærmen ikke smadres, hvis man skulle være så uheldig at sætte sig på den.

Ved visning af film, f.eks. via Netflix er billedet fantastisk flot, og skærmens krumning gør, at man næsten suges ind i billedet. Ved almindelig brug giver den let buede skærm ikke den store gevinst.

Desværre har LG ikke sat en Full HD skærm i dette produkt, og det ses. Grafikken er ikke nær så flot, som vi ser det på andre af markedets topmodeller.

Nye software-funktioner

LG G Flex har en række lækre software-features, som det er let at blive afhængig af.

Eksempelvis Klipsbakken der gør det muligt visuelt at vælge mellem tekster eller billeder, der er kopieret fra andre steder i mobilen. Dette udvidede clipboard kan desuden indeholde mange kopier og ikke blot en enkelt, som det normalt er tilfældet, når der kopieres på en smartphone eller computer.

G Flex har også understøttelse af multivindue-funktion, og LED-dioderne kan programmeres så bestemte kontaktpersoner, blinker i udvalgte farver, når telefonen ringer.

LGs fleksible phablet er først med et selvhelende bagcover, hvor ridser af sig selv skulle kunne forsvinde. I vores tests har vi oplevet det fungere, men bestemt også det modsatte. I ovenstående web-TV indslag kan du se et af vores mislykkedes forsøg.

God telefon med godt kamera

LG G Flex er en god telefon med høj ydeevne og en 13 megapixels kamera, der tager ganske flotte billeder. Det største problem ved kameraet er, at det ikke har optisk billedestabilisering (OIS).

I testperioden oplevede vi flere gange, at batteriet kun var halv brugt ved sengetid, selvom der blev trukket mange veksler på det i løbet af dagen. Batteriet er i øvrigt verdens første kurvede af sin slags.

Tastaturet er produktets største ulempe – jeg blev aldrig gode venner med det. En god nyhed for mange er, at LG har indlagt et T9-tastatur som en mulighed, uden der kan downloades alternativ software.

G Flex ender i vores test på 5 ud af 6 stjerner.

Se videoen nedenunder...