Webber dropper formel 1 for at køre Le Mans

Rygterne om Mark Webbers afsked med Red Bull har efterhånden svirret længe.

Og torsdag bekræfter den 36-årige australier, at han efter denne sæson forlader formel 1 for i stedet at blive en del af Porsche-fabrikkens store Le Mans-satsning i 2014.

En satsning, der har som ambition at skubbe Audi og Tom Kristensen af Le Mans-tronen i 2014.

- Det er en ære for mig at være med på holdet, når Porsche vender tilbage til den øverste kategori i Le Mans (LMP1) og i VM-serien for sportsvogne WEC, udtaler Mark Webber. 

Efter 12 år i formel 1 er tiden for at prøve noget nyt altså kommet for Mark Webber, der i denne sæson har virket mere og mere opgivende i sin rolle som andenviolin til Sebastian Vettel i Red Bull-teamet.

Samtidig skulle forholdet mellem netop Mark Webber og den tredobbelte tyske verdensmester være iskoldt.

Det stod klart, efter Sebastian Vettels kontroversielle overhaling af teamkammeraten på trods af, at Red Bull-ledelsen havde udstukket klare ordrer om, at tyskeren skulle blive bag ved Mark Webber og lade ham vinde Malaysias grand prix.

- Jeg ser meget frem til denne nye udfordring efter min tid i formel 1. Porsche vil uden tvivl have høje ambitioner, og jeg kan næsten ikke vente med at køre i en af verdens hurtigste sportsvogne, fortæller Mark Webber.

Allerede nu nævnes tre oplagte kandidater til at overtage australierens plads hos Red Bull. Det er Kimi Raikkonen fra Lotus samt Daniel Ricciardo og Jean-Eric Vergne fra Red Bulls junior team Toro Rosso.

Dagens Gossip