Webber snyder igen Vettel for pole position

Skrevet af admin

02/11/2013

Mest læste i dag

Den nykårede Formel 1-mester Sebastian Vettel får ikke noget foræret af sin holdkammerat hos Red Bull, australieren Mark Webber.

Webber, der stopper i Formel 1 efter denne sæson, trykkede gaspedalen i bund under lørdagens kvalifikation til grandprixet i Abu Dhabi og var godt en tiendedel af et sekund hurtigere end Vettel.

Dermed starter Webber søndag i pole position for blot anden gang i sæsonen med Vettel som sidemand i første startrække.

De to Mercedes-racere var de konkurrenter, der var tættest på at kunne holde trit med Red Bull.

Nico Rosberg og Lewis Hamilton blev henholdsvis nummer tre og fire, mens Kimi Räikkönen trods balladen med sit Lotus-mandskab kørte sig ind på en femteplads.

Toeren i VM-stillingen, Fernando Alonso fra Ferrari, måtte skuffende nøjes med en 11.-plads og fik dermed ikke lov til at være med i tredje og sidste kvalifikationsrunde.

Hvis Sebastian Vettel vinder grandprixet i Abu Dhabi, tangerer han landsmanden Michael Schumachers rekord, der lyder på syv grand prix-sejre i træk.

/ritzau/