Wednesday er tæt på comeback til Premier League

Skrevet af admin

17/05/2016

Dagens topnyheder

Sheffield Wednesday får i næste weekend chancen for at gøre comeback i Premier League efter 16 års fravær.

Mandag aften avancerede den næsten 150 år gamle traditionsklub til playoff-finalen på Wembley, hvor det skal afgøres, hvem der følger Burnley og Middlesbrough op i den bedste engelske fodboldrække.

Fredag lagde Sheffield-spillerne fundamentet med en 2-0-sejr på hjemmebane over Brighton, og mandag aften fulgte holdet op med 1-1 på udebane.

Sheffield-klubbens portugisiske manager, Carlos Carvalhal, og hans spillere indledte aftenen i det sydlige England i strid modvind, da Brighton forsøgte at ryste gæsterne.

Efter små 20 minutter lykkedes det Lewis Dunk at skabe håb for Brighton med en scoring til 1-0, men bare ti minutter senere spolerede Ross Wallace stemningen med sin udligning til 1-1.

I playoff-finalen den 28. maj venter enten Hull City eller Derby. Hull står med de klart bedste muligheder efter en 3-0-sejr på udebane i det første opgør. Der er returkamp i Hull tirsdag aften.

Det vurderes, at vinderen af playoff-finalen sikrer sig indtægter på omkring 170 millioner pund svarende til 1,6 milliarder kroner.

Det er afgjort, at Aston Villa, Norwich og Newcastle rykker ud af Premier League.

/ritzau/