Wenger: Bendtner er skuffet

Skrevet af admin

17/02/2014

Mest læste i dag

At Nicklas Bendtner ikke figurerede i startopstillingen til Arsenals FA Cup-kamp mod Liverpool søndag var måske ikke så overraskende.

Men i modsætning til de fleste af Arsenals foregående kampe i 2014 var danskeren slet ikke at finde i truppen denne gang.

Det var et tema på pressekonferencen efter kampen, hvor Arsène Wenger blev spurgt til, om danskeren var skuffet over fravalget.

- Ja, selvfølgelig. Han arbejder hårdt, meget godt, men jeg ønskede at give chancen til Sanogo, og alt i alt mener jeg, at Sanogos indsats retfærdiggjorde det. Bendtner er både fit og skarp for tiden, siger Arsène Wenger ifølge Arsenals hjemmeside.

Om det sidste så er nok til at komme i betragtning til onsdagens 1/8-finale i Champions League mod Bayern München, må den kommende uge vise. Den spilles i London.

Søndagens kamp mod Liverpool blev vundet 2-1, og Arsenal er klar til kvartfinalerne i FA Cuppen, hvor opgaven bliver Everton på hjemmebane.

/ritzau/