Wenger: Bendtner er ude i en måned

Skrevet af admin

04/01/2014

Mest læste i dag

Arsenal-spilleren Nicklas Bendtner må sidde udenfor med en skade i den kommende måned.

Det siger den engelske fodboldklubs manager, Arsène Wenger.

- Det bliver i en måned. Vi forventede, at det kunne vare længere tid, men vi fik gode nyheder, siger Wenger til Arsenals hjemmeside.

Nicklas Bendtner blev skadet, da han den 1. januar scorede et meget vigtigt mål kort før tid i Arsenals sejr på 2-0 hjemme over Cardiff i Premier League.

Danskeren scorede til 1-0 efter 88 minutter, mens Theo Walcott også nåede at komme på måltavlen med sit mål til 2-0 i tillægsminutterne.

Nicklas Bendtner har kontraktudløb med Arsenal til sommer, og allerede sidste sommer forsøgte klubben at afhænde ham, men uden held.

Til sidst besluttede Arsenal selv at beholde danskeren, fordi klubben var ramt af mange skader.

Det er uvist, om Nicklas Bendtner skal væk fra Arsenal i vinterens transfervindue.

På grund af skaden var angriberen ikke med, da Arsenal lørdag sendte Tottenham med Christian Eriksen ud af FA Cuppen efter en sejr på 2-0 hjemme på Emirates Stadium i London.

Her vikarierede førnævnte Theo Walcott som frontangriber i fraværet af de skadede Olivier Giroud og Nicklas Bendtner.

/ritzau/