Wenger er bekymret for Arsenals defensiv

Mens midtbanen og angrebet præsterer på et højt niveau, så er Arsenal-manager Arsène Wenger bekymret for sit holds forsvarskæde.

Den mangler personlighed og autoritet, mener Wenger inden onsdagens Champions League-kamp i London mod græske Olympiakos.

- Forsvarsmæssigt er vi bare ikke på det niveau, vi skal være, siger Wenger ifølge Reuters.

- I alle andre kæder har vi vist kvalitet og gejst, men vi har brug for at vise mere personlighed og autoritet i den bageste række, lyder det kritisk fra Wenger.

Arsenal har på papiret ellers fået en ganske fin åbning på sæsonen. I seks Premier League-kampe er der kun blevet scoret fire mål mod London-klubben, mens det i Champions Leagues gruppe B er blevet til en 2-1-udesejr over Montpellier.

I weekendens 1-2-nederlag til Chelsea i Premier League var den tyske forsvarsspiller Per Mertesacker henvist til bænken, mens franske Laurent Koscielny udgjorde midterforsvaret med anfører Thomas Vermaelen.

Nu er spørgsmålet, om den til tider usikre Koscielny kan beholde sin plads i startopstillingen mod Olympiakos på bekostning af Mertesacker igen.

Det vil Wenger ikke røbe noget om.

- Vi har forskellige muligheder, konstaterer Wenger.

Dagens Gossip

Dagens TV