Wenger: Jeg tog en chance med Bendtner

Skrevet af admin

05/12/2013

Dagens topnyheder

Arsène Wenger tog det rigtige valg, da manageren for første gang i mere end to et halvt år gav Nicklas Bendtner en plads i Arsenals startopstilling i en Premier League-kamp.

Danskeren slog til allerede i det andet minut, da han satte hovedet på et indlæg fra højre og støbte fundamentet til 2-0-sejren over Hull.

Wenger erkender dog, at han løb en risiko ved at bruge danskeren.

- Jeg tog en chance. Det gør man, når man bruger en mand, der ikke har spillet i lang tid.

- Men han har trænet hårdt og fortjente at få en chance, sagde franskmanden på pressemødet efter kampen.

Nicklas Bendtner oplevede i sidste uge endnu engang at komme i medierne af de forkerte årsager, da han forsøgte at bryde døren op til en swimmingpool i sit boligkompleks.

Måske hentyde Wenger til den episode, da han blev spurgt til Bendtners berettigelse på holdet.

- Vi ved, at hvis han fokuserer på fodbolden, så har han kvaliteterne. Og jeg synes, at han spillede godt, siger manageren.

Arsène Wenger har dog ikke meget at sige om Nicklas Bendtners fremtid i klubben. Landsholdsangriberens kontrakt udløber til sommer.

- Lige nu er vi slet ikke så langt. Han har staturen, han har de tekniske kvaliteter, han har god fart.

- Prøv at hør, vi har haft ham, siden han var 15 eller 16, og to gange har jeg fået ham til at skrive under på lange kontrakter, så jeg har altid troet på hans kvaliteter, siger han.

Nicklas Bendtners mål var hans første i Premier League for Arsenal siden 29. december 2010, hvor han scorede i 2-2-kampen mod Wigan.

/ritzau/