Wenger kræver revanche af sine spillere

Skrevet af admin

02/02/2016

Mest læste i dag

Arsenals spillere har et regnskab, som skal gøres op, når holdet tirsdag aften møder Southampton.

Det mener Arsenals franske manager, Arsène Wenger, og han har ikke lagt skjul på det over for sin trup.

- Southampton gav os en hård kamp senest, og det skal vi have sat på plads, siger Wenger ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Arsenal fik gevaldige prygl i 0-4-nederlaget til Southampton, da de to hold senest mødte hinanden 2. juledag.

- Beskeden er denne gang, at vi spiller hjemme, og vi vil levere en stærk præstation, fordi vores styrke lige nu kan blive afgørende, fortæller Wenger.

Arsenal er på tredjepladsen i Premier League og er stadig med i både FA Cup og Champions League.

- Det er svært at spille på tre fronter, men det er muligt, hvis man er exceptionel. Nogle klubber har gjort det. Bayern München er en af dem, men det kræver, at man undgår skader, forklarer han.

Arsenals forhåbninger bliver styrket af, at Alexis Sánchez er vendt tilbage. Den chilenske angriber kan tirsdag aften være med fra start i Premier League for første gang i to måneder.

Sanchez startede inde og scorede et mål, da Arsenal vandt 2-1 hjemme over Burnley i FA Cuppens fjerde runde i lørdags.

/ritzau/