Wenger om tysk nøglefigur: Özil hviler sig til succes

Skrevet af admin

02/01/2016

Dagens topnyheder

Tyskeren Mesut Özil har været sæsonens helt store profil hos Arsenal, der halvvejs i sæsonen fører Premier League på en bedre målscore end Leicester.

Kreatøren Özil har hele 16 gange i sæsonens første 19 runder lagt op til en Arsenal-scoring og fører dermed ligaens assist-liste suverænt.

Nu fortæller Arsenals manager, Arsène Wenger, at han sparer tyskeren mellem kampene for ikke at slide ham op i den lange sæson.

- Jeg gav ham en uges ferie i landskampspausen, og i øjeblikket træner han ikke meget. Vi giver ham en del hvile mellem kampene, siger Wenger ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den franske manager fortæller, at det for Özil gælder om at få grundformen på plads. Derfra kan han fokusere på kampene.

- Der er en type spillere - typisk tekniske spillere - der ikke ser ud til at skulle bruge den samme mængde energi for at spille. Det er bare naturligt for dem, siger Wenger.

27-årige Özil kom til Arsenal fra Real Madrid i 2013, men først i denne sæson folder han for alvor sin kunnen ud.

- Han er en komplet atlet. Han er vokset i statur og tager større lederansvar på holdet. På den front har han udviklet sig helt utroligt, lyder managerens vurdering.

Arsenal skal lørdag forsøge at tage endnu et skridt mod mesterskabet. Klokken 16 fløjtes hjemmekampen mod bundholdet Newcastle i gang.

/ritzau/