Wenger opfordrer til grundigere dopingtest i fodbold

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

Der testes for overfladisk for doping i fodboldens verden. Det mener Arsenals manager, Arsène Wenger, der ved tidligere lejligheder har udtrykt bekymring for, at doping florerer inden for fodbold.

- Vi er nødt til at tackle dette problem og ikke bare lukke øjnene. Det er ikke rimeligt at tro, at fodbolden ikke har problemer med doping, siger Wenger til Arsenals hjemmeside.

- Jeg ønsker grundigere test, bedre test, da der testes for overfladisk, siger franskmanden.

I forbindelse med den seneste rapport fra Det Internationale Antidopingagentur, Wada, der peger på systematisk doping blandt russiske atletikudøvere, sagde Wenger, at han aldrig selv har givet sine spillere præstationsfremmende indsprøjtninger.

Men han kendte til hold med "en anden indstilling". Det fik det Engelske Fodboldforbund, FA, til at invitere Wenger til en snak, om hvad han ved.

- Jeg er selvfølgelig åben for at snakke med FA. Man ser dopingproblemer inden for atletik, og der er også problemer i cykling. Det er helt forkert at tro, at fodbolden er immun, siger Wenger.

Arsenal oplevede tidligere i denne sæson, at Arijan Ademi fra modstanderholdet Dinamo Zagreb blev testes positiv efter sejren over London-klubben i Champions League.

/ritzau/