Wenger roser Bendtner som rigtig Arsenal-dreng

Arsenals franske manager Arsene Wenger kan slet ikke få armene ned over Nicklas Bendtner, efter at den danske angriber gjorde comeback onsdag i Capital One-sejren over West Bromwich.

Arsene Wenger har også et tydeligt behov for at gøre fans og resten af verden opmærksom på, at Bendtner nu er seriøs om sin karriere. Og at danskeren stadig gerne vil Arsenal efter næsten otte år i klubben.

- Han er stadig en Arsenal-dreng. Du kommer ikke til klubben som 15-årig, som han gjorde, og så er her alle de år uden at få følelser for klubben. Jeg tror, han har en oprigtig følelse for klubben. Han ønskede at forlade Arsenal, fordi han havde noget turbulens i karrieren. Han ville have spilletid, hvilket man fuldt ud kan forstå, og jeg accepterede det. Skiftet kom så ikke, og nu er han klar til at kæmpe. Og han vil få sin chance, siger Arsene Wenger til arsenal.com, hvor han roser Bendtners kamp for at komme tilbage.

- Du er nødt til at tage hatten af for ham, fordi han har arbejdet meget hårdt. Fysisk er han den spiller, der har arbejdet hårdest af alle, fordi han kom tilbage i meget dårlig form. Det skal han have kredit for. Han har lagt kræfter i, og selv efter 120 minutter (mod West Bromwich, red.) havde han ingen krampe eller muskelproblemer. Han sluttede den kamp godt, siger Arsenal-manageren.

Dagens Gossip