Wenger roser skandaleombrust angriber

Skrevet af admin

22/02/2014

Mest læste i dag

Det er ikke fodboldevnerne, der i den seneste uges tid har bragt Olivier Girouds navn i overskrifterne i de engelske aviser.

Arsenals franske angriber måtte via Twitter undskylde til sin hustru og sine holdkammerater, efter det kom frem, at Giroud i starten af februar havde tilbragt natten før en kamp med en kvindelig model på et hotelværelse.

Det straffede klubben ved at bænke ham i de to storkampe mod Liverpool og Bayern München.

Men lørdag var Giroud tilbage i startopstillingen. Med maner.

Med to mål og en enkelt assist var angriberen manden bag Arsenals 4-1-sejr over Sunderland.

- Jeg har ingen tvivl om styrken af hans karakter, sagde Arsenal-manager Arsène Wenger efterfølgende om Giroud.

- Selvfølgelig ville jeg gerne have, at han kom tilbage på holdet med succes. Og det var, hvad han med sine to mål gjorde i dag.

Olivier Giroud er nu oppe på 12 Premier League-scoringer i denne sæson.

Arsenal ligger på en andenplads med 59 point - et mindre end Chelsea.

/ritzau/