Wenger: Stop snak om dårlig engelsk liga

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Arsenals franske manager, Arsène Wenger, maner til besindighed hos de eksperter, der - ud fra resultaterne i Champions League - mener, at niveauet i engelsk fodbold er dalende.

Arsenal tabte 0-2 hjemme mod Bayern München efter at være blevet reduceret til 10 mænd tidligt i opgøret, og Wenger mener ikke, at man kan bruge sådan en kamp til at drage konklusioner.

- Jeg synes, at man skal hæfte sig ved, at alle fire engelske hold gik videre fra gruppespillet. Det betyder, at niveauet er der, siger Wenger torsdag.

- Man kan ikke konkludere en generel trend efter en kamp.

Ud over Arsenal tabte Manchester United og Manchester City også deres første 1/8-finaler med 0-2 til henholdsvis Olympiakos og Barcelona.

Kun Chelsea slap nogenlunde fra midtugens opgør ved at spille 1-1 mod Galatasaray i Istanbul.

- Manchester City spillede med kun 10 mænd, Arsenal spillede med kun 10 mænd, Manchester City spillede mod Barcelona, Arsenal spillede mod Bayern München, der er verdensmestre.

- Lad os vente til efter returopgøret, før vi snakker om en styrke- eller svaghedstrend, siger Wenger.

England har næstflest koeficcientpoint på Uefa's rangliste, der toppes af Spanien. Men Premier League risikerer at miste placeringen, hvis ingen engelske hold når kvartfinalen i Champions League.

/ritzau/Reuters