Wenger tror, Bendtner kan styrke Arsenal

De fleste havde regnet med, at den danske angriber i Arsenal, Nicklas Bendtner, ville være fortid i London-klubben, inden sommerens transfervindue blev smækket i 1. september.

Bendtner var da også tæt på et skifte til Crystal Palace, men klokken fem minutter i 12 faldt klubskiftet til jorden. Nu fortæller Arsenal-manager Arsene Wenger, at det var ham, der bremsede klubskiftet.

- Jeg tog en samtale med ham, fordi jeg blokerede hans klubskifte. Jeg ville i sidste ende have ham til at blive, fordi jeg følte, at vi havde mangler oppe foran, hvor Sanogo kan behøve et par måneder til at tilpasse sig, siger Arsene Wenger til klubbens hjemmeside.

Hvis man skal tro franskmanden, så skal Nicklas Bendtner dog ikke kun agere nødløsning i Arsenals angreb. Faktisk tror Wenger, at Bendtner kan blive en styrke for London-holdet.

- Nicklas Bendtner med den rette indstilling og det rette fokus har kvaliteten til at hjælpe holdet til at vinde noget, siger Arsene Wenger og fortsætter med at fortælle, hvad samtalen med danskeren handlede om.

- Han var ærlig. Han er en ærlig fyr. Vi vil have maksimal indstilling og fokus fra ham, og det lovede han. Nicklas Bendtner med maksimal fokus og indstilling vil være en meget stærk spiller i vores trup, lyder invitationen fra Arsenals franske manager.

Nicklas Bendtner har et år tilbage af sin kontrakt med Arsenal.

Dagens Gossip