West Bromwich fyrer manager: For få point i 2013

Skrevet af admin

15/12/2013

Dagens topnyheder

2013 har givet en for ringe pointhøst for fodboldklubben West Bromwich, mener ledelsen, der har fyret manager Steve Clarke.

Den berømte dråbe var lørdagens 0-1-nederlag ude til oprykkerne fra Cardiff, hvilket var det fjerde nederlag på stribe i Premier League. Det efterlader West Bromwich blot to point over nedrykningsstregen.

- Vi har besluttet at løse Steve fra hans forpligtigelser efter grundig overvejelse, lyder det fra klubbens tekniske direktør, Richard Garlick.

Han erkender ifølge nyhedsbureauet Reuters, at holdet i nogle kampe bare ikke har haft heldet, men alt i alt er ledelsen kort og godt ikke tilfreds med pointhøsten i 2013.

Steve Clarke, der er tidligere assistenttræner i storklubber som Chelsea og Liverpool, overtog trænersædet i West Bromwich i juni 2012.

I 2013 har holdet blot vundet syv af 34 kampe i Premier League, og selv om en af disse var den første udesejr over Manchester United i 35 år, så er syv sejre altså for lidt.

Richard Garlick understreger, at klubben ikke handler i panik og fyrer trænere, hver gang det går skidt.

- Klubbens historie beviser, at vi ikke tager den slags beslutninger hurtigt, vi har kun skiftet ud på posten tre gange i løbet af 14 år, siger Garlick.

Han understreger, at holdet skal levere bedre, end det gør. Lønbudgettet er det højeste i klubbens historie, og derfor skal holdet være konkurrencedygtigt i Premier League, mener han.

Keith Downing - assisterende cheftræner - overtager holdet, indtil en ny løsning er fundet.

Steve Clarke er den fjerde træner, der mister jobbet i denne sæson i Premier League.

Paolo Di Canio har mistet sit job i Sunderland, Ian Holloway ditto i Crystal Palace, mens Fulham har sagt farvel til Martin Jol.

/ritzau/