West Ham henter ecuadoriansk VM-måltyv

Skrevet af admin

17/07/2014

Mest læste i dag

Ecuadors tredobbelte VM-målskytte Enner Valencia skal i de kommende år sørge for fest og jubel i Premier League-klubben West Ham.

London-klubben meddeler torsdag, at den er blevet enig med Valencias hidtidige klub, mexicanske Pachuca, om en aftale, der gælder for de næste fem sæsoner.

Trods sin beskedne højde på 1,79 meter viste forwarden især styrke i hovedspillet i de tre VM-kampe - og også i testkampen mod England umiddelbart før slutrunden, hvor Enner Valencia scorede på et flot hovedstød.

I alt er det blevet til syv mål i 13 landskampe for den 24-årige ecuadorianer, der indledte karrieren hos CS Emelec i hjemlandet, inden han sidste år skiftede til Pachuca i Mexico.

Her lavede han 18 mål i 23 kampe, hvilket var med til at presse prisen i vejret for den ombejlede herre. Britiske medier mener, at West Ham har måttet hoste op med et beløb tæt på de 15 millioner pund (141 millioner kroner), man sidste år betalte Liverpool for Andy Carroll.

Det er femte gang i sommerpausen, at West Ham-manager Sam Allardyce har tegnebogen fremme. Klubben har tidligere hentet Mauro Zarate, Cheikhou Kouyate, Aaron Cresswell og Diego Poyet.

/ritzau/