West Ham henter ghaneser hos ligarival i rekordhandel

Skrevet af admin

09/08/2016

Dagens topnyheder

Den ghanesiske offensivspiller André Ayew skifter efter en enkelt succesfuld sæson hos Swansea til Premier League-rivalerne fra West Ham i en rekordhandel.

Det bekræfter London-klubben på sin hjemmeside.

West Ham betaler hele 20,5 millioner pund (svarende til 180 millioner kroner) for Ayew, hvilket er det dyreste indkøb i klubbens historie, oplyser West Ham.

Den alsidige offensivspiller er blevet udstyret med en treårig kontrakt, som indeholder en option på yderligere to sæsoner.

Ayew kom til Swansea sidste sommer på en fri transfer, og med tre mål i sine fire første Premier League-kampe for klubben blev han hurtigt populær blandt fansene.

Den 26-årige kantspiller og angriber blev med 12 ligafuldtræffere topscorer for Swansea i sidste sæson, og han tiltrak sig opmærksomhed fra flere klubber.

Det blev altså West Ham, som løb med underskriften.

Den tidligere Marseille-spiller var en del af det ghanesiske landshold ved VM-slutrunderne i både 2010 og 2014.

/ritzau/