West Ham-manager forstår til dels Mourinhos frustration

Skrevet af admin

25/10/2015

Dagens topnyheder

West Hams kroatiske manager Slaven Bilic var som spiller kendt for et stort temperament, og det har han også taget med ud på bænken i sin igangværende trænerkarriere.

Han er mere end et par gange blevet præsenteret for et rødt kort eller en bortvisning, som José Mourinho blev det i London-opgøret mellem West Ham og Chelsea lørdag, og kroaten forstår om nogen kollegaens frustration.

Det kan dog ikke stamme fra dommerpræstationen lørdag, mener han.

- Jeg føler med ham. En masse kendelser er alle, set fra hans stol, gået imod Chelsea. Men i dag (lørdag, red.) kan jeg forsvare kendelserne - både som dommer og som West Ham-manager, siger Slaven Bilic ifølge AFP.

Ifølge kroaten må frustrationerne stamme fra holdets seneste kampe.

- Det er sikkert fra kampen i Kiev og fra sidste uge mod Southampton. Den kamp og så en mere, det er for meget for en manager. Jeg ville nok have det på samme måde, lyder det fra West Ham-manageren.

Mourinho var især frustreret over, at Nemanja Matic blev sendt ud for to gule kort inden pausen, og igen har Slaven Bilic lidt forståelse for Chelsea-manageren.

- Hvis det var min spiller, ville jeg sige, det var hårdt dømt. Min filosofi er, at det andet gule kort, især hvis det er i første halvleg, skal være "rigtige" advarsler. Med det mener jeg dog ikke, at benene skal skæres over, siger han.

West Ham vandt kampen med 2-1, og mens Bilic' tropper imponerende indtager tredjepladsen i Premier League, er de forsvarende mestre fra Chelsea helt nede som nummer 15.

/ritzau/