West Hams Carroll får tre dages karantæne

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

West Hams Andy Carroll får tre spilledages karantæne for sit røde kort i lørdagens kamp mod Michael Laudrups Swansea. En kamp, som West Ham vandt med 2-0.

Carroll rakte ud efter Swansea-forsvareren Chico Flores i forbindelse med en hovedstødsduel. Ifølge nyhedsbureauet Reuters var der kun en smule kontakt mellem de to spillere, men Andy Carroll fik et rødt kort i kampen.

Den udvisning havde Carroll appelleret til det engelske fodboldforbund, FA. Forbundet har tirsdag afvist klagen og givet West Ham-spilleren tre spilledages karantæne.

- Skammeligt, skriver Andy Carroll selv på Twitter, og han får givetvis ret af de to holds managere i kampen.

Efter kampen kaldte West Hams manager Sam Allardyce udvisningen for uretfærdig, mens Michael Laudrup også konstaterede, at den nok var en smule hård.

Andy Carroll har kun spillet fire kampe i Premier League hidtil i denne sæson på grund af en skade i hælen. Nu misser han også West Hams tur til Aston Villa og hjemmekampene mod Norwich og Southampton.

/ritzau/