Wham og MC Einar hitter - Bieber er yt

Skrevet af MakeSense.dk

11/12/2014

Mest læste i dag

Det er blevet december måned, og det betyder, at danskerne skal have jul i ørerne. Og jul er for danskerne - når det handler om musik - lig med gode og velkendte travere.

De velkendte klassikere

Telia og YouGov har spurgt danskerne om, hvad deres yndlingsmusik i julen er. Og svarene lever, måske, helt op til forventningerne. Top fem ser således ud:

1. Whams klassiker “Last Christmas” tilbage fra 1984. Kvinder mellem 35 og 49 er dog ekstra glade for denne klassiker.

2. Fra 1988 kommer MC Ejnars ’Det er jul det er cool’ - og den er generelt foretrukket af mænd.

3. Angora-drengenes kun 10 år gamle hit ’Så det jul i Angora’.

4. Chris Reas ’Driving home for Christmas’.

5. John Lennons klassiker ’Happy X-Mas (War Is Over)’ helt tilbage fra 1971.

Velkendte numre hitter hos danskerne

Listen fra Telia og YouGov lyder velkendt hos SBS Radio. Her går de nærmest juleamok og Radio Soft er i november og december omdøbt til Soft Jul, som kun spiller julemusik. Også her fylder danskernes top fem rigtig meget.

”Genkendelighed hænger rigtig godt sammen med julen, for den er jo bygget op på traditioner. Så det er gentagelse, den gode melodi og hvis der så også kommer en tekst, som er relativ nem at afkode, man kan synge med på og man ikke mindst kan identificere sig med. Så er man nået et rigtig godt stykke hen ad vejen for at få et julehit,” siger Flemming Bech, Programdirektør, Radio Soft.
 
De sange hader vi mest op til jul

Telia og YouGov har også spurgt hvilke sange danskerne er trætte af inden december begynder. Og her gemmer der sig en række nyere julehits.

Øverst på den liste finder vi teenageidolet Justin Bieber med hans version af ’Mistletoe’ – efterfulgt af danske 8Ball og deres ’Julekugler’. Anne Linnet er også havnet på den kedelige liste med ”Lille Messias” sammen med den britiske sangfugl Natasha Bedingfields tre år gamle ’Shake Up Christmas’.

Lidt overraskende ligger populære Anders Matthesen nummer fem på hadelisten med ’Jul på Vesterbro’.