Whistleblowere skal beskyttes

Forslaget er essentielt, efter at den nye offentlighedslov har forringet embedsmænds muligheder for at afdække fejl, ulovligheder og magtmisbrug, argumenterer retsordfører Pernille Skipper.

»Offentligt ansattes ytringsfrihed får stadig dårligere kår. Og når den nye offentlighedslov samtidig forringer mulighederne for at se magthaverne i kortene, er det på høje tid, at regeringen opfylder egne løfter om forbedret ytringsfrihed til offentligt ansatte,« siger Pernille Skipper til Berlingske.

Udspillet indebærer, at der oprettes et rådgivende nævn for whistleblowere i det offentlige, ligesom der indføres omvendt bevisbyrde, så arbejdsgivere skal dokumentere grundlaget for at fyre en ansat, der har rejst kritik af forhold på arbejdspladsen.

Bedre forhold for whistleblowere er en del af regeringsgrundlaget, og S, SF og R er da også positivt stemt.

Den radikale retsordfører Jeppe Mikkelsen (R) hilser initiativet »velkomment«, mens S-retsordfører Ole Hækkerup (S) oplyser, at Socialdemokraterne vil »se positivt« på forslaget. SFs retsordfører Karina Lorentzen (SF) henviser til, at nordiske lande er gået længere end Danmark og siger:

»I virkeligheden er vi klar til at gøre det større end Enhedslistens forslag,« siger hun til Berlingske.

De tre regeringspartier vil dog endnu ikke lægge sig fast på værktøjerne og anerkender ikke Enhedslistens argumentation om offentlighedsloven.

Venstre afviser forslaget. Kommunalordfører Jacob Jensen (V) mener, det kan føre til et anonymt »stikkersamfund«.

Dagens Gossip