Whistlebloweren Manning har forsøgt selvmord i fængslet

Skrevet af admin

07/07/2016

Mest læste i dag

Whistlebloweren Chelsea Manning har angiveligt forsøgt at begå selvmord i fængslet.

Det skriver CNN, der citerer en unavngiven embedsmand.

Oberst Patrick Seiber bekræfter over for CNN, at den tidligere efterretningsanalytiker blev indlagt på hospitalet. Myndighederne "fortsætter med at overvåge fangens tilstand".

Talsmanden vil dog ikke ind på årsagen til indlæggelsen. Manning stod bag det største læk af hemmelige amerikanske militærdokumenter.

Ifølge Chelsea Mannings forsvarsadvokat får de pårørende først flere oplysninger på fredag.

- Vi opfordrer hæren til med det samme at sætte Chelsea Manning i forbindelse med hendes advokater og venner, siger advokat Nancy Hollander.

Hun fortsætter:

- De bekymrer sig om hendes velvære og er dybt bedrøvede over den totale mangel på officiel kommunikation omkring Chelseas nuværende situation.

I 2013 blev 28-årige Manning fundet skyldig i at stå bag det største læk af fortrolige dokumenter i USA's historie til WikiLeaks.

De mange fortrolige dokumenter og videoer stammer primært fra Irak, hvor Manning arbejdede i 2010.

På én af videoerne, som Manning lækkede, er der filmet fra en amerikansk militærhelikopter under en aktion i Bagdad. På filmen kan man angiveligt se militæret skyde og dræbe en række civile - heriblandt to journalister fra nyhedsbureauet Reuters.

Chelsea Manning afsoner en dom på 35 års fængsel i Fort Leavenworth i delstaten Kansas. Dommen har mødt kritik fra flere sider. I 2013 udtalte menneskerettighedsorganisationen Amnesty International blandt andet:

- Præsident Obama bør benåde Manning, beskytte whistleblowers og tage ansvar for forbrydelser, som dem Manning afslørede.

Den 28-årige whistleblower blev kendt i offentligheden som en mand under navnet Bradley Manning. Han valgte i 2013, dagen efter han blev dømt, at skifte køn.

/ritzau/