WHO-eksperter: Uprøvet ebola-medicin er okay

Skrevet af admin

12/08/2014

Dagens topnyheder

Et panel af eksperter nedsat af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har afgjort, at det er etisk forsvarligt at tilbyde eksperimentel behandling til personer, der er smittet med den dødelige ebola-virus.

Det seneste udbrud af ebola menes at have kostet 1013 personer livet.

- Set i lyset af de særlige omstændigheder ved dette udbrud - og hvis særlige betingelser overholdes - er det etisk at tilbyde uprøvede indgreb med hidtil ukendt effektivitet og mulige bivirkninger som potentiel behandling eller forebyggelse, siger WHO i en udtalelse.

Der findes ingen kendt vaccine imod ebola, som smitter ved kontakt med blod eller andre kropsvæsker fra inficerede mennesker. Også flagermus kan bære virussen og smitte folk.

Siden udbruddet er det dog kommet på tale at benytte vacciner, der endnu ikke er testet til bunds på mennesker.

Blandt andet har den amerikanske læge Kent Brantly, som blev smittet med ebola i Liberia, givet sig selv et nyt serum ved navn ZMapp, der umiddelbart har virket positivt.

Serumet, der kun findes i ganske begrænsede portioner, har angiveligt også haft en positiv effekt på en anden amerikaner, mens en spansk præst, der også forsøgte sig med stoffet, er død.

Det amerikanske firma Mapp Bioparmaceutical, der producerer medicinen, sagde mandag, at det har sendt hele sit lager af ZMapp til Vestafrika.

Medicinske eksperter fra hele verden er inviteret af WHO til at diskutere, hvorvidt det er forsvarligt at forsøge sig med uautoriseret medicin i tilfælde som det nuværende ebola-udbrud i Vestafrika.

I en erklæring understreger eksperterne blandt andet vigtigheden af gennemsigtighed i forbindelse med behandlingen, oplyst samtykke, valgfrihed, fortrolighed og respekt for den enkelte.

Panelet insisterer desuden på, at alle involverede må forpligte sig til at indsamle og dele al data, der opnås i forbindelse med behandlingen.

/ritzau/AFP