WHO: Nigeria er kureret for ebola

Skrevet af admin

20/10/2014

Dagens topnyheder

Det store afrikanske land Nigeria er nu officielt fri for ebola, siger Verdenssundhedsorganisationen (WHO) mandag.

Det er 42 dage siden, at landet senest konstaterede et nyt tilfælde af ebola, og dermed kan sygdommen erklæres besejret i landet, lyder det fra organisationen.

- Virussen er væk for nu. Udbruddet i Nigeria er besejret, siger WHO's repræsentant i Nigeria, Rui Gama Vaz.

- Det er en spektakulær succeshistorie, der viser, at ebola kan tæmmes, siger han.

Det skabte frygt for en national katastrofe, da den dødelige virus spredte sig til Nigeria, der er Afrikas folkerigeste nation, ledende økonomi og største olieproducent.

Men dommedagsscenarierne er nu gjort til skamme, og eksperter har rost de nigerianske myndigheders hurtige reaktion.

I alt har otte mennesker mistet livet til ebola af 20 bekræftede tilfælde i Nigeria. 900 personer har været under overvågning for sygdommen.

Erklæringen om, at Nigeria nu er ebola-frit kommer efter, at Senegal fredag kunne konstatere, at sygdommen var bekæmpet.

Siden nytår har flere end 4500 mennesker mistet livet som følge af ebola. Langt størstedelen er døde i de vestafrikanske lande Liberia, Sierra Leone og Guinea.

/ritzau/AFP