WHO: Over 10.000 er døde af ebola i Vestafrika

Skrevet af admin

12/03/2015

Dagens topnyheder

Dødstallet i Vestafrika efter den frygtede virussygdom ebola har passeret 10.000, fremgår det af den seneste opgørelse fra FN's verdenssundhedsorganisation, WHO.

De fleste døde er registreret i Liberia med 4162. I Sierra Leone er der talt 3633 ebolaofre, mens Guinea har 2187 døde.

Senegal, Nigeria og Mali har kortvarigt været ramt, men her er det lykkedes at inddæmme sygdommen, og landene er nu erklæret ebola-fri.

I alt har 24.350 været ramt af sygdommen i Liberia, Sierra Leone og Guinea, og det er således kun lidt over halvdelen, der er sluppet levende fra den.

Ebola spreder sig via kropsvæsker fra en smittet person.

Liberia har længe været det land, der har været hårdest ramt af sygdommen, men situationen ser væsentlig lysere ud i dag, melder WHO. Der er ikke registreret nogen nye tilfælde af virussygdommen siden 19. februar.

For et halvt år siden kunne Liberia melde om 300 nye tilfælde hver uge.

/ritzau/Reuters