WHO's diabetesfokus er en appelsin i Novos turban

Skrevet af admin

06/04/2016

Mest læste i dag

Danske Novo Nordisk har opbygget et enormt imperium omkring behandling af diabetes. Derfor er det godt nyt for selskabet, at verdenssundhedsorganisationen WHO nu har sat fuld fokus på sygdommen.

Det vurderer analytiker hos Sydbank Søren Løntoft Hansen.

- Diabetes en stille sygdom, men dens ubønhørlige fremmarch er noget, vi bliver nødt til at stoppe, skriver Etienne Krug, WHO's chef for diabetes, i forbindelse med en ny rapport.

Rapporten viser, at antallet af mennesker, der lider af diabetes, er firedoblet til 422 millioner fra 1980 til 2014.

Sygdommen dræber 1,5 millioner mennesker om året, og 8,5 procent af klodens befolkning har diabetes.

Derfor kalder WHO nu til kamp mod sygdommen på globalt plan for alle verdens lande. Ikke mindst i lande uden for Vesten, hvor mængden af mennesker der lider af diabetes, er eksploderet de seneste år.

- WHO's fokus er selvfølgeligt først og fremmest vigtigt for de diabetikere, der nu får hjælp, fordi der kommer fokus på det.

- For Novo Nordisk betyder dette her, at endnu flere vil blive diagnosticeret. Og lige så vigtigt for Novo Nordisk vil det betyde, at flere får adgang til behandling også med nye og innovative midler.

- Det er vigtigt for Novo Nordisks vækst fremover, siger Søren Løntoft Hansen.

Novo Nordisks voldsomme vækst de seneste år er dog ikke kun udløst af det stigende antal diabetikere, men også ny og dyrere medicin, understreger analytikeren.

For nuværende vurderes det, at kun halvdelen af folk med diabetes bliver diagnosticeret, og kun halvdelen dem, der er diagnosticeret, får behandling.

Det er især tilfældet på nye markeder, som WHO specielt råber op i deres diabeteskampagne. Middel- og lavindkomstlande har oplevet voldsom stigende vækst i antallet af diabetikere de seneste år.

- Umiddelbart står Novo Nordisk stærkt, når det kommer til at tage en stor markedsandel i de nye markeder. De er til stede i markederne og har været det længe.

- Man har længe været store i Kina og har stået stærkt. Det er det samme i andre dele af Sydøstasien og Indien. Til gengæld har det haltet lidt i Latinamerika, hvor konkurrenten Eli Lilly har stået stærkere, siger Søren Løntoft Hansen.

/ritzau/