Wichmann: Overvejer retten i snydesag

FC Vestsjælland-spilleren Kristoffer Wichmann vil først vente på, at appeludvalget i Dansk Boldspil-Union (DBU) har truffet en afgørelse i matchfixing-sagen mod ham, inden han eventuelt anker videre.

Det fortæller spillerens advokat, Henrik Stagetorn, som altså afviser, at Wichmann eksempelvis vil gå direkte videre i det civilretslige system for at rense sit navn.

- Nu tager vi appeludvalget først og venter på en afgørelse der. Vi kører systemet igennem først, og så ser vi, hvad vi gør. Det er Kristoffer Wichmann også indstillet på, siger Stagetorn.

Advokaten aner i øjeblikket ikke, hvornår DBU's appeludvalg kommer med en afgørelse eller behandler sagen, men "nu prøver vi på at speede op under appeludvalget, og så må vi se, hvad vi gør", som Stagetorn siger det.

Det var i sidste uge, at Wichmann af DBU's disciplinærudvalg fik en karantæne på seks måneder for matchfixing.

Den dom har Stagetorn allerede været ude at kritisere, og næste træk pønser Wichmann og advokaten på.

- Vi er ikke nået til endnu, hvad vi gør, hvis appeludvalget er enig med dommen. Det tager vi en snak om til den tid.

- Vi har forskellige muligheder at anke videre til. Enten i en civilretslig sag eller til CAS (den internationale sportsdomstol, red.). Vi har dog ikke besluttet os for, hvad vi gør, siger Stagetorn.

FC Vestsjælland overvintrer på førstepladsen i 1. division og står dermed til oprykning til Superligaen.

Førerholdet indleder den vigtige forårssæson 24. marts hjemme mod Brønshøj i en topkamp mellem nummer et og tre i rækken.

/ritzau/

 

Dagens Gossip