Wigan-spillere: Vi fortjente sejren

Wigan-spillerne kunne knap nok fatte det, da de lørdag tog fusen på selveste Manchester City ved at vinde FA Cup-finalen 1-0 på et mål kort før tid af indskiftede Ben Watson, der flot headede et hjørnespark fra Shaun Maloney i mål.

- Ufatteligt. Drengene var fantastiske og hvor var det fortjent. At blive skiftet ind og score det afgørende mål i FA Cup-finalen er en drøm, der bliver virkelig, sagde matchvinder Ben Watson ifølge bbc.co.uk.

- Dette er et ufatteligt øjeblik. Vi var lidt nede ved pausen, fordi vi spillede godt i første halvleg uden at udnytte vores chancer. Der var en følelse af, at vi havde forspildt vores chance. Men de her spillere er aldrig besejret, og vi kløede på, sagde Wigan-manager Roberto Martinez, der havde forberedt sig på forlænget spilletid, da Ben Watson scorede.

- Jeg stod og tænkte på forlænget spilletid, da bolden gik ind. Præstationen var fantastisk, og vi spillede lige op med et utroligt hold. Men vi fortjente det, sagde Roberto Martinez, der havde følgende kommentar om kampens bedste spiller, Wigans Callum McManaman, der var en konstant trussel på højre flanke.

- Handling siger mere end ord, men hans præstation var i særklasse, som vi andre ser det hver dag til træning. Han er en ægte diamant i engelsk fodbold. I dag viste han verden, hvad han kan.

Callum McManaman selv havde bare svært ved at fatte, at han lige havde været med til at vinde FA Cup-finalen.

- Jeg havde en følelse til morgen af, at det var vores dag. Og som tiden gik, havde vi de bedste chancer. Men jeg har stadig svært ved at forstå, hvad der er sket. Men det er den bedste følelse. Vi fortjener det, og nu skal det fejres, sagde McManaman ifølge bbc.co.uk

Manchester Citys manager Roberto Mancini, var selvfølgelig ikke tilfreds.

- Jeg er skuffet. Vi fik et mål i mod os i de sidste sekunder af en kamp, hvor vi ikke spillede særligt godt. Men vi fortjente ikke at tabe. Men sådan er fodbold, sagde Mancini.

Dagens Gossip

Dagens TV