Wiggins-afbud værst for Contador

Christopher Froome kan nu glæde sig over, at han er eneste herre i huset hos Sky. Til gengæld må Team Saxo-Tinkoff og Contador ærgre sig over, at de ikke kan drage nytte af den interne uro på det engelske hold.

Med Wiggins ude af touren kan Froome sove roligt om natten, og det hjælper på ingen måde på Alberto Contadors vinderchancer.

- Det er ikke en fordel for Contador. At være kaptajn i en stor tour og være truet af en på sit hold giver uro og dårlig søvn. Froome kan være helt rolig nu, for han ved, han har holdet bag sig, og det gør, at han kører stærkere, siger tidligere cykelrytter og formand for Danmarks Cykle Union, Jesper Worre.

Fredag meldte Team Sky ud, at sidste års vinder, Bradley Wiggins, ikke kommer med til årets Tour de France på grund af en knæskade. Dermed bliver der lagt låg på den måneder lange uro på Sky-holdet mellem Wiggins og den nye kaptajn Christopher Froome om, hvem der bør køres for i Tour de France.

Den uro kunne Contador havde draget nytte af, mener DR’s cykelekspert Alex Pedersen. Så selvom Sky mister en stærk rytter i Wiggins, er det ikke en fordel for Contador, at englænderen er ude.

- Jeg ser det som en ulempe for Contador. Han skulle spille på, hvis der skulle være noget jalousi. Nu er det alt for Froome. De andre er stærke nok til at hjælpe, og det bliver ikke et problem for Froome. Hele foråret har Richie Port og de andre kørt vildt stærkt. Vi har før set, at for at vinde Tour de France, så skal man bare have et par hjælperyttere, der kan køre dig hen til det sidste bjerg og et godt stykke derop ad, siger Alex Pedersen.

Uroen mellem Froome og Wiggins har været enorm på Team Sky lige siden sidste års Tour, hvor Froome blandt andet satte et angreb ind på sin holdkaptajn, mens han havde den gule trøje. Nu er rollerne helt klare på holdet.

- Jeg tror kun, det er til Skys fordel, for jeg mener, at holdet er stærkt nok til, at de kan undvære ham. Nu er der en helt klar rollefordeling, og alle er 100 procent klar over det. Det er en vigtig ting for et cykelhold at vide, hvad taktikken er, og hvem man kører for. Nu kan det ikke diskuteres, hvem der er kaptajn. Så fordel for Sky, ulempe for Saxo Bank, siger Alex Pedersen.

Team Sky er forårets suverænt mest vindende hold, mens der ikke har været det store at juble over hos Bjarne Riis’ mandskab. Den forskel kommer man også til at se i Tour’en, mener Jesper Worre. Han har Froome som favorit til at tage den samlede sejr. Ikke mindst på grund af forskellen på Sky og Team Saxo-Tinkof. Han ser ikke Contadors hjælperyttere sidde med i de afgørende momenter i bjergene når først Team Sky ruller sig ud.

- De to hold kan slet ikke sammenlignes, for det handler kun om Contador på Saxo Bank. De skal håbe på, at Contador er på toppen, ellers har de ikke noget, siger han.

Første styrkeprøve inden Tour de France mellem de to hold kommer søndag, hvor Froome og Contador skal teste hinanden på første etape af Duphiné Libere .

Dagens Gossip

Dagens TV