Wiggins bekræfter: Jeg kører ikke Touren i år

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

Årets Tour de France begynder 5. juli, men 2012-mesteren Bradley Wiggins bliver ikke en del af feltet.

Det fortæller den britiske cykelstjerne, efter at han torsdag blev national mester i enkeltstart.

- Det er skuffende på et personligt plan, men jeg tror, at fra holdets synspunkt har de formentligt samlet det bedste hold, som det ser ud for tiden, siger Wiggins ifølge BBC.

Sky bekræftede fredag eftermiddag Wiggins' udmelding ved at udtage sit Tour-hold uden britens navn blandt de ni udvalgte. Landsmanden og den forsvarende mester, Chris Froome, er med som holdets ubestridte stjerne.

Det er velkendt, at netop Froome og Wiggins har et anstrengt forhold til hinanden, selvom Froome i 2012 hjalp Wiggins med at vinde Touren.

Tidligere på måneden udtalte Wiggins, at han formentlig ikke ville komme med på Skys Tour-hold i år. Så den helt store overraskelse er Wiggins' fravær ikke.

Her er Skys Tour-hold: Chris Froome, Richie Porte, Geraint Thomas, Mikel Nieve, Bernhard Eisel, Vasil Kiryienka, David Lopez, Danny Pate og Xabier Zandio.

/ritzau/