Wiggins klar til at køre for Froomes VM-chance

Relationen mellem de to største britiske cykelryttere Bradley Wiggins og Chris Froome har været præget af iskold tavshed siden Tour de France i 2012.

Men efter den detroniserede Tour-vinder Bradley Wiggins tirsdag vandt enkeltstarten i Tour of Britain, melder han klart ud, at han er klar til at agere hjælperytter for dette års Tour-vinder, Chris Froome, under VM i Italien.

- Jeg tror, Chris efter Tour de France var i klar i mælet om sine intentioner om, at han gerne vil vinde VM. Så jeg rækker min hånd i vejret for at være en del af holdet og for at køre for ham, sagde Bradley Wiggins til Sky Sports.

Forholdet mellem Bradley Wiggins og Chris Froome blev for alvor iskoldt under og efter Wiggins' Tour-sejr i 2012, hvor Chris Froome i sin hjælperrolle fik afsløret sine evner og ambitioner om at overtage kaptajn-rollen i nær fremtid.

Chris Froome vil som kaptajn for det britiske hold være blandt VM-favoritter som Italiens Vincenzo Nibali, Colombias Nairo Quintana og Spaniens Joaquim Rodriguez, når den stærkt kuperede VM-rute køres i Toscana den 29. september.

Bradley Wiggins behøver dog ikke komme tomhændet hjem fra verdensmesterskaberne. Han er blandt favoritterne på enkeltstarten, hvor tyske Tony Martin og schweiziske Fabian Cancellara fuldender en stærk trio i medaljekampen.

Danmark stiller med Jakob Fuglsang kaptajn i forsøget på at tage medaljer i linjeløbet.

Dagens Gossip

Dagens TV