Wiggins orkede ikke at se Froomes Tour-triumf

- Jeg så det ikke - jeg magtede ikke at se det, siger Bradley Wiggins i et interview med engelske The Telegraph.

Han blev stillet spørgsmålet ved lørdagens første etape af Polen Rundt, hvor han sluttede hele 9'13" efter etapevinderen Diego Ulissi. Det er Wiggins første løb, siden han måtte opgive at gennemføre Giro d'Italia på grund af sygdom, og derefter satte en skade en stopper for hans deltagelse i Tour de France.

Derved udeblev den tvivl om kaptajn-rollen på Team Sky mellem Chris Froome og Bradley Wiggins, som var forventet af mange efter måneders verbal hanekamp de to imellem, men historierne om den stærke rivalisering blev holdt i live, da Chris Froome under Tour de France lod vide, at Wiggins ikke havde kontaktet ham for at lykønske ham med triumfen.

Men det har altså ifølge Wiggins den naturlige forklaring, at han ikke så løbet:

- Jeg ville have elsket at være der og ville have fundet det meget svært at se. Jeg har i virkeligheden bare forsøgt at fokusere på det positive, i stedet for at sidde deprimeret foran TV'et. Jeg så kun den første etape, fordi jeg hørte, at bussen havde væltet målstregen. Jeg fulgte det på afstand, men det var for smertefuldt, siger Wiggins.

Han hylder dog sin holdkammerats triumf på de franske landeveje:

- Chris' præstation var dominant. Det var en fabelagtig holdpræstation og fabelagtige individuelle præstationer, så de fortjente alt, hvad de fik ud af det, siger Wiggins, der også giver sin analyse af styrkeforholdet mellem de to kombattanter:

-. Han er muligvis den bedste klatrer i verden lige nu. Jeg har aldrig været en god klatrer. Jeg kan klatre, men min specialitet har altid været enkeltstarten. Hvis Touren (i 2014, red.) bliver, som den har været i år, så er det helt sikkert, at Chris er en stærkere rytter.

Dagens Gossip