WikiLeaks har givet inspiration til nyt Asterix-album

Skrevet af admin

22/10/2015

Dagens topnyheder

I forsøget på at forsvare sig mod det romerske imperium fortsætter de franske tegneseriefigurer Asterix og Obelix deres hårdtslående linje i det nyt hæfte Cæsars Papyrus. I eventyret samarbejder gallerne med en journalist.

Efter en rejse til Skotland er de to venner vendt hjem til deres landsby, hvor de sammen med en figur, der er stærkt inspireret af nutidens grundlægger af WikiLeaks, Julian Assange, går til kamp mod romernes nyeste påfund - propagandavåbnet.

Det 36. album i den populære Asterix-serie, som i udgangspunktet er eventyret om en lille ukuelig gallisk stamme, der nægter at overgive sig til de romerske imperialister, udkommer torsdag i en lang række lande, heriblandt Danmark.

Blandt heltene møder læseren for første gang den dybdeborende journalist Avispolemix, som arbejder for avisen Condate-Tidende.

- Julian Assange er forbillede for denne figur, siger manuskriptforfatter Jean-Yves Ferri og tilføjer, at journalisten var tæt på at have fået navnet Wikilix med henvisning til websitet, der er kendt for afsløringer af tophemmelige dokumenter.

Historien i historien handler om Julius Cæsars brug af propaganda i et sidste forsøg på at overvinde den lille landsby efter årtiers knusende nederlag. Kejserens rådgiver ved navn Fidus Ficumdicus har en plan, der som altid mislykkes, når noget skal holdes hemmeligt.

- Denne skurk er inspireret af et par af den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozys rådgivere, forklarer Ferri ifølge nyhedsbureauet AFP på et pressemøde om udgivelsen.

Det ny album udkommer to år efter, at den galliske duo efter flere års fravær genopstod med Ferri som forfatter og Didier Conrad som tegner. Asterix blev oprindelig skabt i 1959 af tegneren Albert Uderzo og tekstforfatteren René Goscinny.

/ritzau/