Wiland har aldrig reddet så meget før

Han kunne dårlig huske, hvor mange redninger han havde haft. FCKs altoverskyggende redningsmand og Champions League-helt Johan Wiland leverede en pragtpræstation mod Juventus, der ligegyldigt, hvad de gjorde kun kunne passere målmanden én gang.

- Det er svært at sige, sagde Johan Wiland efter kampen til spørgsmålet om, hvorvidt det var hans karrieres bedste kamp.

- Jeg spillede jo Champions League og et helt godt år i 2010, hvor alt gik godt, og hvor hele holdet og vores præstationer var gode. Men hvis man kigger på én kamp, så er denne kamp vel den kamp, hvor jeg har haft mest at lave i min tid i FCK, sagde Wiland med et smil.

- Men så mange redninger, jeg lavede mod Juventus, har jeg nok aldrig lavet i en enkelt kamp i FCK, sagde Johan Wiland.

I første halvleg præsterede han en dobbeltredning, hvor først Chiellini og derefter Pogba burde have scoret tæt inde under mål, men den svenske keeper holdt på utrolig vis bolden ude af sit mål.

- I første halvleg var der egentlig ikke det store at lave. Jeg havde to redninger i første halvleg, og de var vigtige på det tidspunkt, og den vigtigste redning i kampen var vel nok Pogbas forsøg, sagde Wiland og fortsatte:

- Men ellers synes jeg, vi havde god kontrol over tingene i en god første halvleg. Vi stod rigtigt i kæderne og på de forskellige positioner, og de havde svært ved at komme igennem. I anden halvleg blev vi trætte og de tog over. Men alt i all er det en flot præstation at tage point fra det hold, sagde Wiland.

Resultatet vil utvivlsomt give selvtillid på et mandskab, der har haft det svært i Superligaen. Og også for Wiland, der ikke har haft den bedste start i ligaen.

- Jeg vil ikke sige, at jeg med denne kamp har fået oprejsning. Jeg ved, jeg er en god målmand og kan stå sådan her. Selvfølgelig går det op og ned som målmand, og jeg har haft mange gode år her i FCK, så det ville være mærkeligt hvis jeg ikke har down-perioder på de fem år, jeg har været her, sagde han.

- Det giver selvtillid også i forbindelse med Superligaen. Det kommer vi til at tage med os i de næste ligakampe. Vi skal i gang med at vinde i ligaen, og dette her kan være startskuddet, sagde han og pegede på vigtigheden af at tage en kamp ad gangen i CL.

- Hvis vi spiller, som vi gjorde i første halvleg, er vi et fantastisk hold og har gode muligheder i de resterende kampe. Vi skal bare ramme dagen og gøre, som vi gjorde i første halvleg. Det er vigtigt at vi står på banen og gør det, vi skal, men også, at vi er heldige .

Dagens Gossip

Dagens TV