Wilbek blev overhalet af virkeligheden

Men nu er der skruet op for tempoet i DHF, som allerede på mandag vil præsentere Danmarks nye landstræner. Ifølge BNBs kilder har DHFs ansættelsesudvalg - bestående af sportschef Ulrik Wilbek, generalsekretær Morten Stig Christensen og næstformand Carsten Grønmann - fået en aftale i stand med islandske Gudmundur Gudmundsson, der er træner i Rhein Neckar-Löwen.

Landstræner og sportschef Wilbek vil dog ikke bekræfte, at det er Gudmundur Gudmundsson, som på mandag bliver præsenteret som landstræner.

- Jeg gider ikke bekræfte eller afkræfte noget før på mandag. Så er vi jo godt klar over, at I jo til dels gætter og måske finder ud af, hvem det er. Men sådan er det, siger Ulrik Wilbek, som til gengæld godt vil forklare, hvorfor præsentationen af den nye landstræner sker tidligere end planlagt.

- Det hænger sammen med, at nogle gange bliver man overhalet af virkeligheden. Alle de kandidater, vi har kigget på, har været meget efterspurgte, og hvis vi gerne ville have vedkommende, var vi nødt til at slå til af klubhensyn. Og når det så er på plads, så er det lang tid at gå og vente til efter EM med at offentliggøre det. Så ville der blive alt for mange spekulationer, og det ville ikke give nogen mening, siger Ulrik Wilbek.

Hvor mange kandidater har I talt med?

- Det vil jeg ikke komme ind på her. Men vi har talt med andre, end den vi har valgt.

Har I så fået jeres førsteprioritet?

- Ja, det har vi, lyder det fra Wilbek, som ikke har flere kommentarer til den nye landstræner, før han bliver præsenteret på mandag.

Dagens Gossip