Wilbek: Dansk klubhåndbold kan nå langt i Europa

Landstræner Ulrik Wilbek er begejstret på dansk klubhåndbolds vegne.

Det er ganske enkelt enestående, hvad Aalborg Håndbold og ikke mindste KIF Kolding København har præsteret i Champions League i denne sæson.

- Jeg synes, at de gør det fremragende og har løftet dansk klubhåndbold utroligt meget. Der er stabilitet i præstationerne. Det vil sige, at de kvajer sig ikke og taber til nogle hold, som er dårligere, end de selv er.

- Specielt Kolding spiller over evne med meget store individuelle toppræstationer, siger Wilbek.

Aalborg vandt stensikkert de seneste to kampe over svenske Drott - i søndags blev det til en 37-23-sejr i Gigantium.

- Dem skulle de vinde stort over, og det gjorde de også. Det vidner om en fin stabilitet - også internationalt - og det har vi ikke været forvænt med i dansk klubhåndbold, fastslår Wilbek.

Et stærkt svækket KIF Kolding-mandskab slog endnu mere imponerende Vive Targi Kielce både ude og hjemme - senest med 26-25 i Polen.

- Jeg havde ikke forventet, at Kolding kunne vinde den kamp i Kielce. Det var ekstremt flot.

- De mangler rigtig mange spillere - listen er alenlang - og selv uden Lars Jørgensen stod forsvaret sin prøve.

- De vandt også det taktiske spil i den kamp, for polakkerne var ikke i stand til at udnytte, at Lars ikke var med, mener Wilbek.

KIF Kolding kan nå langt, hvis skadede profiler som Kim Andersson, Lasse Boesen og Kasper Irming vender tilbage i topform.

- Kolding har nogle spillere, som er så internationalt erfarne, at de ikke er til at slå ud af noget som helst. Det kunne man også se mod Kielce, hvor hverken dommere eller publikum kunne slå dem ud.

- Så hvis de får lidt flere spillere til rådighed, så kan de nå rigtigt langt, vurderer Wilbek.

Lørdag skal KIF Kolding møde FC Porto på udebane, mens Aalborg Håndbold søndag tager imod Flensburg-Handewitt.

/ritzau/

Dagens Gossip