Wilbek efter åbningssejr: Angrebet skal være bedre

Skrevet af admin

12/01/2014

Mest læste i dag

Danmark tog søndag aften hul på EM i herrehåndbold på hjemmebane i Jyske Bank Boxen i Herning med en sejr på 29-21 over Makedonien.

I kampens indledning var Danmark foran med overbevisende 9-2, men danskerne dykkede derefter i niveau.

Efter kampen efterlyste landstræner Ulrik Wilbek bedre dansk angrebsspil.

- Kampen forløb som forventet. Man kan altid blive bedre, og specielt i angrebet kan det blive bedre, siger Ulrik Wilbek til TV2.

- Jeg synes, at der er perioder, hvor vi mister rytmen, og hvor vi ikke får sat tingene godt nok op.

I den anden ende af banen spillede målmand Niklas Landin en stor kamp i det danske mål, og Wilbek var fåmælt, men begejstret for indsatsen.

- Niklas står en fantastisk kamp, siger Wilbek.

Landstræneren uddelte også roser til publikum, der hele kampen igennem støttede de danske spillere.

Danmark indtager andenpladsen i gruppe A, som toppes af Østrig, der tidligere søndag slog Tjekkiet med 10 mål.

De danske håndboldherrer møder tirsdag Østrig i Herning.

/ritzau/