Wilbek: EM-formen skal testes mod de allerbedste

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

Der bliver ingen blød indkøring for håndboldlandsholdet, når der i weekenden tages hul på forberedelserne frem mod januar måneds EM med Golden League-stævnet i Oslo.

Inden for 24 timer skal holdet både møde Kroatiens VM-bronzevindere og Frankrigs regerende OL-guldvindere.

- Det er en lidt anderledes fornemmelse at stå med på det her tidspunkt af sæsonen, hvor vi normalt plejer at spille test- eller kvalifikationskampe mod lidt svagere modstandere. Men det her er jo to af de ypperste, der findes.

- Samtidig har vi ikke spillet en betydende landskamp siden VM, så det bliver spændende at se, om alt fungerer, som det skal, siger landstræner Ulrik Wilbek.

Begge modstandere stiller op i stærkest mulige opstilling i Oslo, hvor værtsnationen Norge også venter.

Alle Kroatiens 16 VM-spillere er med i truppen, og hos Frankrig har de taget stregveteranen Bertrand Gille med igen.

Til gengæld er målmand Thierry Omeyer blevet opereret i armen og bliver muligvis slet ikke klar til EM.

Danmark er uden Nikolaj Markussen, der ødelagde sin akillessene under mandagens træning, men ellers er alle mand klar.

Og bedømt ud fra sæsonstarten og indsatsen under landsholdets træninger, bliver det et skarpt hold, Wilbek kan stille i Oslo.

- Vi er klart bedre end sidste år på denne her tid. Der er langt flere, der har ramt formen.

- Selv om vi må undvære det våben, som Nikolaj udgør fra distancen, så har vi rigtigt mange kvalificerede afløsere og stor bredde i toppen, siger Wilbek.

Danmarks første kamp ved Golden League bliver mod Frankrig. Den spilles klokken 17 fredag.

/ritzau/