Wilbek giver Spellerberg comeback

Bo Spellerberg måtte svare på en del spørgsmål om sine muligheder for at vende tilbage til håndboldlandsholdet, da han tirsdag aften med 10 scoringer var hovedmanden bag KIF Kolding Københavns 29-27-sejr over Skjern Håndbold i Herre Håndbold Ligaen.

Kort tid efter kampen blev bagspilleren belønnet for sin indsats, for landstræner Ulrik Wilbek har efterudtaget ham til truppen, der i næste måned skal spille Golden League i Norge.

- Bos stærkt stigende formkurve er så imponerende, at en udtagelse til Golden League er både logisk og fuldt fortjent, siger Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.

- Ikke nok med, at Bo scorer 10 gange i en direkte topduel, der blev spillet på et generelt for danske forhold ekstremt højt niveau, han har en finger med i spillet i næsten alt, hvad KIF Kolding København foretager sig.

- Og han har som sagt spillet strålende i hele perioden op til aftenens kamp, siger landstræneren, som nu har 21 mand med i truppen til Golden League.

Bo Spellerberg har opnået 212 landskampe i karrieren, men han blev ikke udtaget til Ulrik Wilbeks bruttotrup til EM på hjemmebane, der bliver spillet om cirka tre måneder.

/ritzau/

 

Dagens Gossip