Wilbek giver ukendt chancen på B-holdet

Der er nok ikke mange håndboldinteresserede danskere, der har hørt om Patrick Eilert.

Men det kommer de måske til fremover, for den 205 centimeter lange højreback er efter en flot sæson i spansk håndbold kommet ind i varmen hos landstræner Ulrik Wilbek.

Eilert er i sidste øjeblik kommet med i den B-landsholdstrup, som mødes tirsdag og senere spiller en firenationersturnering i Polen.

Det er afbud fra blandt andre KIF Kolding Københavns Kasper Irming, der har banet vejen for udtagelsen.

- De meldinger, vi har fået fra Spanien, lyder på, at Patrick Eilert har spillet stabilt over hele sæsonen, så det er naturligt, at vi tager ham med til denne samling, siger landstræner Ulrik Wilbek til DHF's hjemmeside.

Eilert fylder snart 24, og har en fortid i Århus Håndbold. Han skiftede for tre år siden til spansk håndbold, og har i denne sæson gjort det så godt for Valladolid, at han er blevet klubbens topscorer med 112 mål i 22 kampe.

Det placerer ham på en delt femteplads på ligatopscorerlisten, langt foran landsmændene Jesper Nøddesbo og Nikolaj Markussen, der har lavet henholdsvis 55 og 54 mål.

Ud over Patrick Eilert er også Allan Damgaard og Frederik Børm efterudtaget til B-landsholdets samling.

/ritzau/

Dagens Gossip