Wilbek har store forventninger til danske talenter

Skrevet af admin

13/07/2015

Dagens topnyheder

Ulrik Wilbek følger dansk håndbold tæt. Og der er lige nu enormt potentiale i de yngste årgange, vurderer sportschefen i Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Der bør derfor være store forventninger til ungdomslandsholdene i de kommende måneder på både drenge- og pigesiden, skriver Wilbek i en klumme på forbundets hjemmeside.

- Alt imens feriestemningen har fået sit solide tag i store dele af befolkningen, har de fire danske U-landshold været godt i gang med de afsluttende forberedelser frem mod sommerens internationale mesterskaber.

- Og bedømt på de resultater, holdene har leveret, er der kun grund til at have store forventninger til de unge mennesker.

- Ikke mindst efter den netop afsluttede weekend, hvor tre af holdene har været i aktion og tilsammen vundet alle de otte kampe, de har været impliceret i, lyder det fra Wilbek.

Resultaterne er hentet mod kompetente modstandere, der rangerer højt i de respektive årgange.

Herrernes U21-hold besejrede blandt andre Sverige, som i sidste sæson vandt EM-sølv efter at have slået Danmark ud i semifinalen og tabt knebent til Tyskland i en medrivende finale.

Også herrernes U19-hold samt damernes U19- og U17-hold har vist gode takter.

- Alt i alt imponerende og en lovende indikator i forhold til de kommende opgaver, som jeg glæder mig meget til at følge.

- Jeg vil ikke blive overrasket, hvis alle fire hold kommer i semifinalerne. Dog er der meget, der skal gå Danmarks vej, før det lykkes.

- Men i mine øjne er fundamentet der for gode resultater hele vejen rundt. Og spændende - det bliver det i hvert fald, mener Wilbek.

Herrernes U21-mandskab tager mandag 20. juli hul på VM i Brasilien, men flere afbud har svækket medaljechancerne.

- Holdet har en ekstraordinært stor bredde, men er også plaget af skader hos en del bærende spillere. Umiddelbart ligner en semifinaleplads det højeste mål, det vil være rimeligt at sætte.

- Men både i forhold til det potentiale, holdet rummer, og set i lyset af de tilfældigheder, der kan spille ind i slutrundens knockout-fase, er det svært at forudsige, hvordan det vil ende, fortæller Ulrik Wilbek.

/ritzau/