Wilbek indkalder fløjspiller til EM-generalprøve

Skrevet af admin

06/01/2014

Dagens topnyheder

På grund af de mange skader i håndboldlandsholdets trup har landstræner Ulrik Wilbek valgt at indkalde Patrick Wiesmach fra Team Tvis Holstebro som forstærkning.

Indkaldelsen af Wiesmach gælder i første omgang tirsdagens afsluttende Golden League-opgør mod Qatar.

- Efter at Hans Lindberg fik et trælår i kampen mod Frankrig søndag og set i lyset af, at vi stadig skal skåne Lasse Svans lyskeskade lidt, mener vi i landsholdsledelsen, at det er fornuftigt at gardere pladsen på højre fløj.

- Og her er det oplagt at lade Wiesmach træde til, forklarer Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.

Wiesmach har spillet otte landskampe og scoret 16 mål.

Tirsdagens kamp mod Qatar i Le Mans i Frankrig er generalprøven for landsholdet, inden det søndag aften på hjemmebane indleder forsvaret af EM-titlen.

Wilbek er i sine landsholdsudtagelser til slutrunden begrænset af den såkaldte "28 mands regel", der kun giver ham råderum over at disponere blandt de 28 navne, der senest en måned før slutrunden skal meldes til det europæiske håndboldforbund, EHF.

Trods de mange ukampdygtige spillere i truppen formåede Wilbek alligevel at sætte et hold sammen, som søndag i Paris besejrede Frankrig 29-28 i en dramatisk kamp. Mikkel Hansen hamrede i de sidste sekunder sejrsmålet ind.

/ritzau/